Service & værtskab

"slå gnister" med afstand

Michael Sørensen Salgs-, Marketing & Bookingchef, Bernstorff Slot

Hvordan får du værtskab og service til at ”slå gnister” med afstand?

Efter de to mest fantastiske måneder som start på 2020, har Corona-pandemien tvunget os til at tænke ud af boksen, men samtidig fastholdt os i troen på, at det vi gjorde før mørket sænkede sig, også vil være efterspurgt når landet og verden åbner sig igen. Behovet for historisk flotte rammer, effektiv og nærværende betjening og hjemmelavet mad, hvor alle kan mærket at der er kræset for detaljen, har vi en stærk tro på ikke vil ændre sig.

Myndighedernes anbefalinger bliver selvfølgelig fulgt til punkt og prikke: Ekstra rengøring, håndsprit tilgængeligt overalt, et hjerteligt smil som velkomst, portionsanretninger, øget brug af udearealer og så fremdeles bliver hygiejnefaktorer, som vi har indført fra dag 1 og vil fortsætte med fremover – for gæsternes og for egen skyld.

Det vi ydermere ser som en del af værtskabet – og en generel samfundskontrakt – er, at vi tager endnu mere hensyn til hinanden. At vi som udbyder af de optimale rammer til gæsternes indhold også vil stille krav til vores samarbejdspartneres ageren, gøren og laden – og ligeledes til vores gæster. Der skal være en gensidig respekt om afstand, om hygiejne, om forventninger til hvad der kan lade sig gøre indenfor de nye retningslinjer, der nu engang er gældende for den pågældende periode vi befinder os i. Blandt andet foregår alle vores leverancer med fysisk distanceret aflæsning udenfor Slottet og har vores personale været i nærheden af nogen med eller har selv symptomer på det mindste, bliver de naturligvis hjemme fra arbejdet.

Det tankesæt forventer vi også fra vores gæster !

Vi befinder os i en branche hvor alting har kunnet lade sig gøre, men der er allerede nu en udbredt forståelse for, at vi er mere begrænsede i mulighederne – at buffeterne ikke længere kan være en kø-fremtvingende oplevelse af flotte bugnende opsatser man kan tilgå når man lyster og at vi ikke lige kan presse 10 ekstra personer ind i et pågældende lokale. Samtidig forventer vi dog også, at der en forståelse for, at m2 koster, hvorfor krav om fysisk mere plads kan afstedkomme en meromkostning.

Den form for fælles fodslag, kombineret med det indarbejdede service-gen som Bernstorff Slot excellerede i tidligere, kommer til at give en helt anden og mere nærværende oplevelse i tiden fremover, som giver tryghed og sikkerhed for både gæster og ansatte.

DET kommer til at slå gnister – af den gode slags.

Mens Slottet har været ukampdygtigt, er tiden brugt til yderligere forskønnelse af vægge, vinduer, møbler, facade og andre småprojekter, samtidig med at vi har indført takeaway mandag-lørdag med en skiftende dagens ret og sandwiches. Rent fysisk er det foregået med online-/telefon-bestilling og afhentning i receptionen i et begrænset dagligt tidsrum. Max 5 personer i lokalet samtidigt, betaling med MobilePay eller afsprittet kortautomat og noget mindre interaktion end vi kunne ønske, men sådan må det være for nu.

Succesen og den positive modtagelse i lokalområdet har været så overvældende, at vi fortsætter med konceptet når der åbnes op for den resterende forretning igen. Qua takeaway har vi eksperimenteret med en masse forskellige marketingtiltag, der normalt ikke har været tid eller overskud til i en travl hverdag og det har givet værdifuld erfaring, der vil komme gæsteoplevelsen for den resterende produktportefølje til gode sidenhen.

 Vi glæder os til at byde velkommen indenfor igen…

Bernstorff Slot

Michael Sørensen, Salgs-, Marketing- og Bookingchef  michael@bernstorffslot.dk

FUGL LEONHARDT
Charlottenlund Stationsplads 2
2920 Charlottenlund
Tlf.: (+45) 77 33 00 00
Powered by Emply